Andreas Mogensens rumkapsel er landet på Danmarks Tekniske Museum

Internationale retsforhold  Russiske retsforhold  Skrevet den 04.05.2018

Efter lang tids arbejde har Danmarks Tekniske Museum modtaget Soyuz rumkapslen TMA-18M, der sendte Danmarks første astronaut ud i rummet den 2. september 2015.

Det har krævet 2 års intenst arbejde før det lykkedes Danmarks Tekniske Museum at købe den rumkapsel i Rusland, som astronaut Andreas Mogensen var i rummet med. Advokat og partner Thomas Salicath fra DELACOUR, som er ekspert i russiske retsforhold, har med sin russiske samarbejdspartner ydet juridisk assistance til museet under de afsluttende forhandlinger i Moskva og ved den endelige kontraktindgåelse - i et tæt samarbejde med Danmarks ambassade i Rusland.

Thomas Salicath glæder sig over, at alt nu er lykkedes – og at have fået lov til at deltage i denne sag, der i en ellers vanskelig tid er et positivt vidnesbyrd om godt og konstruktivt dansk-russisk samarbejde.

I morgen, tirsdag d. 8. maj, indvier Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og astronaut Andreas Mogensen sammen med kulturminister Mette Bock så udstillingen ”Rummet tur-retur”, hvor rumkapslen er det centrale omdrejningspunkt. I en pressemeddelelse udtaler Mette Bock:

Det er intet mindre end et scoop for Danmarks Teknisk Museum, at det er lykkedes at skaffe Andreas Mogensens rumkapsel, som er et tydeligt bevis for, at Danmark er en rumnation.

Direktør for Danmarks Tekniske Museum, Jesper Buris Larsen, glæder sig også over at kunne tilføje et højaktuelt stykke danmarkshistorie til museets samling: ”Med én enkelt museumsgenstand viser vi hvordan man som kulturhistoriskmuseum både kan være aktuel og historisk samtidig med at vi pirrer danskernes interesse for teknologi og videnskab. Rumkapslen er det håndgribelige bevis på, at Danmark stadig kan bryde nye grænser og sætte vores aftryk i historien – vi har her at gøre med det stof drømme er gjort af,” udtaler Jesper Buris Larsen i pressemeddelelsen.

- - - - - -

”Rummet tur-retur” er en særudstilling, der vil kunne opleves på museet frem til november 2018.