Frist for registrering af fondes reelle ejere er udløbet

Foreninger og fonde  Erhvervsret / Corporate  Skrevet den 23.01.2018

DELACOUR bringer i løbet af 2018 en ny artikelserie om regulering af fonde. Artikelserien sætter fokus på fondsbestyrelsens arbejde i de mindre erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde.

Artiklen her er en fortsættelse af den serie af artikler, der blev bragt i 1. halvår 2017. Du kan læse tidligere relaterede artikler her.

Bestyrelsens pligt til at foretage registrering

Som vi tidligere har beskrevet, er der vedtaget ny lovgivning, der medfører, at alle fonde skal registrere deres reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system. Pligten gælder alle fonde, både de erhvervsdrivende og de ikke-erhvervsdrivende, og pligten til registrering gælder også fonde, der aldrig tidligere har været registreret hos nogen fondsmyndighed eller hos Erhvervsstyrelsen.

Hvis fondens bestyrelse ikke sørger for at foretage rettidig registrering af fondens reelle ejere kan det medføre bødestraf. Det gælder både ved manglende registrering i forbindelse med ikrafttræden af de nye regler, og det gælder ved manglende løbende opdatering.

Registreringen i Erhvervsstyrelsens it-system skal ske hurtigst muligt efter, at selskabet er blevet bekendt med ’ejerskabet’, og fonden skal sørge for, at oplysninger løbende opdateres. Fonden skal desuden gemme oplysningerne i fem år efter ’ejerskabets’ ophør. I fonde bør det ikke give anledning til tvivl, hvor ofte oplysningerne skal opdateres. Det skyldes, at fonden har direkte kendskab til de ændringer (eksempelvis udskiftning af bestyrelsesmedlemmer), der begrunder en ændring i registreringerne i Erhvervsstyrelsens it-system.

Tidligere har det som udgangspunkt kun været erhvervsdrivende fonde, der skulle registreres i Det Centrale Virksomhedsregister, hvor de blev tildelt et CVR-nummer. Fremover vil alle fonde skulle registreres i CVR-registret i forbindelse med, at de skal foretage indberetninger om fondens reelle ejere.

Hvem skal registreres?

Hvem er de ’reelle ejere’ i en fond? Spørgsmålet er selvmodsigende, da en fond juridisk set ikke har nogen ejere. Hvis en fond har en ejer, er det ikke en fond. De reelle ejere i en fond er derfor de personer, der direkte eller indirekte kontrollerer fonden og har ejerskabslignende beføjelser. Kun fysiske personer kan være reelle ejere.

Bestyrelsesmedlemmerne i fonden vil altid skulle registreres som reelle ejere, da de kontrollerer fonden. Også andre, der har særlige kontrolbeføjelser over fonden, skal registreres. Det vil eksempelvis være en forvalter eller en protektor. Hvis nogle personer er særligt begunstigede i fondens vedtægter, eller fonden er oprettet for at fungere som støtte for visse konkrete personer, vil disse personer oftest også skulle registreres som reelle ejere.

Hvis personer modtager enkelte eller blot få uddelinger af mindre værdi, vil disse personer ikke blive anset for fondens reelle ejere. Hvis personerne derimod modtager uddelinger løbende over en årrække, kan personerne i visse situationer skulle registreres som reelle ejere af fonden. En offentlighed myndighed vil dog ikke kunne registreres som en reel ejer, da det jo kun er fysiske personer, der kan registreres som reelle ejere, og der er ingen fysiske personer, der ’ejer’ den offentlige myndighed.

Hvilke oplysninger skal registreres?

Det er ikke nok blot at registrere navnene på de reelle ejere. Følgende oplysninger om hver reel ejer skal registreres i Erhvervsstyrelsens it-system.

  • Det fulde navn
  • Adresse
  • Nationalitet
  • Bopæl og bopælsland
  • Kategorien for arten af personens rettigheder over fonden
  • Fødselsdato
  • CPR-nummer (CPR-nummeret offentliggøres ikke)

Hvornår skal fonden registrere reelle ejere?

De nye regler, der forpligter bestyrelsen til at foretage registrering, trådte i kraft i 2017, og alle fonde skal derfor nu registrere deres reelle ejere. Sidste frist for registrering hos Erhvervsstyrelsen var den 1. december 2017. Hvis bestyrelsen på nuværende tidspunkt ikke har foretaget korrekt registrering, kan det derfor medføre bødestraf med omgående virkning.

Du er velkommen til at tage kontakt til os, hvis du har spørgsmål til, hvordan og hvad der skal registreres. Vi kan også hjælpe med at foretage registreringerne på vegne af fonden.

Du kan læse mere om reglerne i Erhvervsstyrelsens vejledning om registrering af reelle ejere, som du finder her.