Bliver man en bedre advokat af at undervise?

  Skrevet den 31.01.2018

Det giver advokaterne Jens W. Højmark og Anders Boserup Lauridsen deres bud på her.

Jobbet som advokat er tidskrævende. Alligevel afsætter flere af advokaterne hos DELACOUR tid til at undervise ved siden af deres arbejde. Mød to af dem, og bliv klogere på, hvorfor det giver mening for dem at investere deres dyrebare tid i undervisning.

Jens W. Højmark er associeret partner og advokat i DELACOUR. Samtidig er han ekstern lektor på Aarhus Universitet, hvor han underviser i insolvensret. For Jens er arbejdet som underviser med til at dygtiggøre ham som advokat: ”Ude i ’virkeligheden’ springer jeg fra problemstilling til problemstilling i de meget forskellige sager, jeg sidder med. Men som underviser kan jeg virkelig fordybe mig og dermed specialisere mig yderligere,” siger han.

Kollegaen Anders Boserup Lauridsen, der er advokat, har også valgt at prioritere undervisning i sin travle hverdag. Mellem 80 og 100 timer bruger han årligt på aktiv undervisning, og dertil kommer forberedelsestid. Han er manuduktør i udvidet formueret og ekstern lektor i finansieringsret på Aarhus Universitet. For ham er de mange undervisningstimer også et redskab til dygtiggørelse: ”Når jeg f.eks. underviser i udvidet formueret, så er der et pensum på ca. 3.500 sider. Det er helt grundlæggende materiale, som alle dygtige erhvervsadvokater skal kunne. Jeg får et brush-up i materialet en gang om året, for jeg skal være lige så ajour som de studerende.

Anders har et konkret eksempel på en retssag, hvor den investerede undervisningstid gav udbytte. Modparten brugte en bestemt dom som argument, som ikke tidligere havde været omtalt i sagen, og ikke fremgik af materialesamlingen. En dom, som Anders kort forinden havde undervist om, og derfor kendte ud og ind. Han kunne hurtigt pege på elementer i dommen, som slog modpartens argument til jorden: ”Det var uheldigt for modparten og heldigt for mig. Men det er sådan et eksempel, jeg tænker tilbage på, når jeg spørger mig selv, hvorfor jeg bruger så meget tid på at undervise. Jeg bliver bare bedre klædt på, fordi jeg er ajour med det grundlæggende materiale og de ændringer, der sker.

Ned fra piedestalen

Ud over at Jens og Anders får styrket både deres basis- og specialistviden, får de også nogle kommunikative redskaber ud af underviserrollen: ”Der er stor retorisk udvikling i det”, siger Anders. ”Både Jens og jeg bruger meget tid på at føre retssager, hvor vores publikum taler samme sprog som os. Når vi underviser, er vi nødt til at have en helt anden retorik. Når jeg kan se på de studerende, at de bare ikke har forstået det, må jeg udfordre mig selv til at finde et brugbart eksempel, som gør det forståeligt. Hvis det fungerer, har jeg et godt eksempel til værktøjskassen, som kan bruges i arbejdssammenhæng. Det kunne være over for en klient, som ikke forstår en juridisk teknikalitet, fordi det ikke harmonerer med vedkommendes retsfølelse.

Jens tilslutter sig: ”Den gode underviser forstår at ramme sit publikum, der hvor det er. Det giver ikke mening, at vi står på en piedestal og taler, som vi plejer. Fokus skal være på at få det primære budskab igennem. Det lærer man, når man har med studerende at gøre.

Når tiøren falder

Både Jens og Anders fremhæver også dialogen med de studerende, som et stort plus ved at undervise: ”Det fedeste er ping-pong’en”, siger Anders og uddyber: ”Når jeg gennemgår noget, og en studerende byder ind med sine betragtninger, så er det ofte ret fornuftigt. Der sidder nogle rigtigt dygtige studerende, som stiller kritiske spørgsmål og udfordrer det, jeg siger. Så får man denne her frie dialog og juridiske sparring mellem en række mennesker, der har det til fælles, at vi synes, at juraen er interessant.

Jeg er helt enig med Anders”, nikker Jens. ”En anden ting, som er meget tilfredsstillende, er, når man undervejs i ping-pong’en kan se på den studerende, at tiøren falder. Man kan vitterligt se det i ansigtet. Så ved jeg med mig selv, at jeg har tilført den person noget, som har flyttet dem, og bragt dem et stykke videre på deres vej.

Selvom både Jens og Anders må konstatere, at det kræver en del tid at prioritere undervisningen, er de også enige om, at det er tiden værd. Som Anders afslutningsvist slår fast: ”Arbejdet ligger jo og venter. Når jeg underviser om fredagen, kommer tilbage på kontoret ved 14-tiden, og egentlig gerne vil holde weekend snart, så er mailboks og telefonsvarer fyldt, og så kommer jeg til at sidde på kontoret til sent. De dage bander jeg undervisertjansen langt væk – men det er ikke nok til, at jeg ikke vil bruge tid på det. Det er dét værd for mig. Jeg kan bare virkelig godt lide det.