E-Sports stormer frem med støtte fra investorer

Mergers & Acqusitions  Skrevet den 07.07.2017

Millioninvestering styrker RFRSH Entertainments position i markedet.

E-Sportsmarkedet er i kraftig vækst og trækker både flere fans og finanser til. Senest har e-Sports-selskabet RFRSH Entertainment, med opbakning fra investorer, styrket sit finansielle fundament med en kapitaludvidelse på 53 millioner kroner.

Den svenske venturekapitalfond, Creandum, er blandt investorerne og advokatfirmaet DELACOUR har rådgivet Creandum i processen omkring investeringen i RFRSH Entertainment. Øvrige investorer omfatter bl.a. Sunstone Capital, Lifetime Ventures og private investorer.

Nikolaj Nyholm, stifter og CEO i RFRSH Entertainment, udtaler til Esportsmagasinet.dk:

“Jeg er naturligvis glad for den stærke opbakning fra vores investorer. Med støtte fra investorer som Creandum og nogle af folkene bag Supercell og kapaciteter som Tommy Ahlers og David Helgason tager vi et stort skridt i vores bestræbelser på at etablere RFRSH Entertainment som centrum for både den etablerede eSports-scene og et stadigt voksende mainstream publikum.”

RFRSH Entertainment har siden selskabets lancering i 2016 indtaget en vigtig plads på den internationale eSports-scene. Successen er bl.a. opnået gennem kommercielt management og sportslig ledelse af tre af verdens stærkeste hold, heriblandt danske Astralis, som i januar stod som vindere af den prestigefyldte Eleague – det tætteste man kommer på et verdensmesterskab i Counter Strike.

Kapitalindsprøjtningen styrker RFRSH Entertainments position på det voksende e-Sportsmarked, som anslået har 350 millioner fans på tværs af sportsgrene.