N. H. Hansen & Søn kåret til årets Turn-Around

Fast ejendom og entreprise  Skrevet den 01.12.2017

Den mere end 100 år gamle tømrer- og snedkervirksomhed, N. H. Hansen & Søn A/S, blev i går kåret som vinder af Turn-Around-kategorien, da E&Y afholdt Entrepreneur Of The Year 2017.

Det var en glad og stolt Marianne Hemicke, adm. direktør i N. H. Hansen & Søn (NHH), som i går kunne modtage prisen for årets Turn-Around på virksomhedens vegne. NHH blev grundlagt i 1909 og beskæftiger sig med nybygning, ombygning og renovering. Marianne Hemicke, der sidder som fjerde generation i familievirksomheden, udtalte i går til Jyske Bank TV om prismodtagelsen: ”Det er en kæmpe anerkendelse – specielt til vores medarbejdere. De har været ekstremt arbejdsomme, hvilket har sørget for at denne her succes kunne lykkes.

Juryen, som kårer vinderne af de forskellige kategorier, er uafhængig og består af markante skikkelser fra det danske erhvervsliv. Den begrundede kåringen af NHH som årets Turn-Around som følger:

Dette års vinder i kategorien Turn-Around er et flot eksempel på en virksomhed i en konjunkturfølsom branche, som har formået at skabe de nødvendige forandringer for at sikre fornyet vækst og udvikling.

Advokat og partner i DELACOUR, Per Hald, er bestyrelsesformand i virksomheden, og har gennem flere år været rådgiver for ledelsen. Han er derfor meget glad på virksomhedens vegne og udtaler: ”Familien kontaktede mig i 2012, da man havde udsigt til røde tal på bundlinjen i virksomhedens mere en 100 år gamle historie. Jeg indtrådte samme år som bestyrelsesformand og har haft et godt og tæt samarbejde med ledelsen igennem alle årene. Jeg er derfor meget stolt på virksomhedens vegne – både af denne pris og af de resultater, som vi har opnået.

EY Entrepreneur Of The Year er en vækstskaberkonkurrence, der hvert år hylder succesfulde virksomheder. Klik her for at se hele interviewet med vinderne fra NHH via Jyske Bank TV.