Pantsætninger af EU-betalingsrettigheder uden retsvirkning

Insolvensret og rekonstruktion  Skrevet den 07.08.2017

Vestre Landsret har afsagt en kendelse den 7. juli med vidtrækkende konsekvenser for pantsætninger af EU-betalingsrettigheder.

Ny principiel kendelse fra Vestre Landsret
Vestre Landsret har afsagt en kendelse den 7. juli med vidtrækkende konsekvenser for pantsætninger af EU-betalingsrettigheder.

Ved kendelsen har Vestre Landsret bestemt, at Tinglysningsretten skal tinglyse et løsøreejerpantebrev med pant i betalingsrettigheder.

Der foreligger herefter retspraksis for, at den relevante sikringsakt ved pantsætning af betalingsrettigheder er tinglysning af pant i løsøre efter tinglysningsloven, og ikke som hidtil antaget anmeldelse af pantsætningen til NaturErhvervsstyrelsen.

I præmisserne for kendelsen henvises alene til det kærende har anført, og i kendelsen er alene gengivet, at kærende har anført, ”at betalingsrettigheder må anses for at være et immaterielt formueaktiv og ikke en simpel fordring, og at tinglysning således er den relevante sikringsakt for ejerpantebrevet”. Dette er således begrundelsen for det resultat, Vestre Landsret er kommet frem til.

Som følge af den meget kortfattede kendelse er der behov for en uddybende omtale af kendelsen, baggrunden for denne og retsvirkningerne af kendelsen.

Kort omtale af ordningen om arealstøtte
Ved den seneste reform af EU-regelsættet om arealstøtte, der trådte i kraft pr. 1.1.2015, afløste reglerne om grundbetaling de hidtidige regler om enkeltbetaling. Det hidtidige støttesystem blev dog i sin helt overordnede form videreført.

Forudsætningen for opnåelse af arealstøtte er herefter fortsat, at den, for hvis regning og risiko landbrugsaktiviteten udføres, råder over et antal EU-betalingsrettigheder og et tilsvarende landbrugsareal. Senest i slutningen af april i støtteåret skal ansøgning om støtte indsendes ved et såkaldt fælleskema med angivelse af marker, der søges støtte til.

Forudsat en række krav om krydsoverensstemmelse opfyldes, udbetales EU-støtten herefter i slutningen af støtteåret eller i begyndelsen af det næstfølgende år.

EU-støtten udbetales med betalingsrettighedernes pålydende støttebeløb. Opfyldes en række yderligere miljøbegrundede krav, opnås i tillæg til arealstøtten en såkaldt grøn støtte.

Betalingsrettighederne kan overdrages til eje (permanent) eller til brug (midlertidigt). Overdragelse til eje sker oftest i forbindelse med salg af bedriften eller jord tilhørende denne. Midlertidig overdragelse derimod sker oftest i forbindelse med forpagtningsforhold, hvor en forpagter driver jorden og skal ansøge om og oppebære den støtte, der kan søges og udbetales på grundlag af rettighederne.

NaturErhvervstyrelsen, der pr. 1. februar 2017 ændrede navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, har i mere end 10 år ført et register over betalingsrettighederne. I dette registreres ejerforhold til, forpagtninger og borforpagtninger af, pantsætninger samt inddragelser af betalingsrettigheder.

I tidligere udstedte vejledninger ”Vejledning om overdragelse af betalingsrettigheder i Tast selv-service” har NaturErhvervstyrelsen blandt andet anført følgende om pantsætning af betalingsrettigheder:

En betalingsrettighed er en simpel fordring, som fx et pengeinstitut kan få pant i som sikkerhed for et lån. NaturErhvervstyrelsen kan på baggrund af en erklæring fra pantsætter og panthaver registrere pant i betalingsrettighederne. Der betales et gebyr for registreringen. Pantet medfører ingen ret til udbetaling af den støtte, der opnås på baggrund af betalingsrettigheden. Pantet omfatter således alene selve betalingsrettigheden. Ønskes støtte under grundbetalingen overført til fx en panthaver, skal ansøgeren give transport i støtten.

I vejledningen skelnes mellem to forskellige aktiver: Dels betalingsrettigheden, dels selve støtten.

Selve kravet på udbetaling af støtten, der må anses for at komme til eksistens ved indsendelsen af ansøgningen om støtte, udgør en simpel fordring. Sikringsakten i forhold til godtroende erhververe af kravet på støtte til enten eje eller pant og i forhold til retsforfølgende kreditorer, herunder et konkursbo eller udlægssøgende kreditorer, er denuntiation efter en analogi af gældsbrevslovens § 31. Herom er hersker der ikke usikkerhed.

Selve betalingsrettighederne derimod, altså retten til at ansøge og oppebære støtte, er det straks mere vanskelig at kvalificere som en simpel fordring. Man kan således stille sig det spørgsmål, hvem der er debitor. Spørgsmålet gives der ikke svar på, idet betalingsrettigheden ikke er udtryk for et skyldforhold i sædvanlig forstand.

At betalingsrettigheder er et formueaktiv, der ikke alene kan overdrages, men også pantsættes, ligger fast. Spørgsmålet, der de seneste par år har været drøftet i takt med et stigende antal konkurser indenfor landbruget, er, hvilke regler, der skal iagttages for at opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse ved pantsætning af betalingsrettigheder. I den forbindelse er der rejst tvivl om, hvorvidt reglerne om pantsætning af løsøre eller reglerne om pantsætning af fordringer skal anvendes ved pantsætning af betalingsrettigheder. Det var dette spørgsmål, der forelå til afgørelse for Vestre Landsret.

Nærmere om sagen for Vestre Landsret 
Efter erhvervelse af en landbrugsbedrift i 2015 blev besætningen, driftsmidlerne og betalingsrettighederne, men ikke bygningerne og jorden, solgt på kredit til et selskab, der herefter skulle forestå driften af landbrugsvirksomheden og forpagte jord og bygninger.

Mellemværendet med driftsselskabet skulle udover et virksomhedspant sikres ved pant i de overdragne betalingsrettigheder. I den forbindelse opstod spørgsmålet, efter hvilket regelsæt pantet skulle sikres. Herunder om pantet skulle tinglyses ved et løsøreejerpantebrev eller i overensstemmelse med hidtidig praksis alene denuntieres til NaturErhvervstyrelsen.

Udover denuntiation af pantet til NaturErhvervstyrelsen på hidtidig vis blev der derfor tillige anmeldt et løsøreejerpantebrev med pant i betalingsrettighederne til tinglysning.

Tinglysningsretten afviste begæringen om tinglysning af pantet med den begrundelse, at pantet burde tinglyses efter reglerne om fordringspant. Dette var en åbenbar forkert begrundelse for afvisningen, idet fordringspant ligesom virksomhedspant alene kan omfatte tilgodehavender, der hidrører fra salg af varer og tjenesteydelser, hvilket betalingsrettigheder ikke er. Tinglysningsrettens afgørelse blev derfor kæret til Vestre Landsret.

Under kæremålet indhentede Tinglysningsretten en udtalelse fra NaturErhvervstyrelsen, hvoraf fremgår, at NaturErhvervstyrelsen antager, at en betalingsrettighed er en simpel fordring, og at sikringsakten derfor er denuntiation til NaturErhvervstyrelsen. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende:

Spørgsmålet om pantsætningsmåden af betalingsrettigheder var genstand for grundige overvejelser i foråret/sommeren 2004 i forbindelse med, at enkeltbetalingsordningen, som indførte betalingsrettigheder, skulle træde i kraft. Spørgsmålet blev i flere omgange forelagt Kammeradvokaten, som konkluderede, at betalingsrettigheder var noget nyt, som ikke var omhandlet i formueretten. Selv om en betalingsrettighed som sådan ikke havde en debitor, svarede de efter Kammeradvokatens opfattelse til en betinget simpel fordring.
Kammeradvokaten konkluderede i den forbindelse, at der formentlig ikke var nogen, som var nærmere til at modtage denuntiationen end NaturErhvervstyrelsen. Dette blev begrundet i, at NaturErhvervstyrelsen skulle oprette et register over ejere/lejere af betalingsrettigheder samtidig med, at det også er NaturErhvervstyrelsen, der foretager udbetaling af støtten, som i øvrigt hænger sammen med rådigheden over betalingsrettigheder.
Pantsætningssystemet for betalingsrettigheder blev således etableret efter faglige overvejelser. Pantsætningssystemet har fungeret i mere end 10 år uden væsentlige problemer. Vi har ikke modtaget klagesager eller underretninger om retssager på området. Den sag, som Tinglysningsretten nævner, er den første retssag, NaturErhvervstyrelsen har hørt om.

På denne baggrund anførte Tinglysningsretten, at betalingsrettighederne ikke kan pantsættes efter reglerne om løsøre, virksomheds- eller fordringspant, men at sikring af pantet bør ske på den entydige og indtil nu af alle anvendte registrering hos NaturErhvervstyrelsen.

Endvidere tilkendegav Tinglysningsretten, at den ikke fandt at kunne tilsidesætte registreringen hos NaturErhvervstyrelsen som sikringsakt med den virkning, at en hel række berettigede, som har foretaget sikring i overensstemmelse med den af NaturErhvervstyrelsen beskrevne fremgangsmåde, muligvis må se sig tilsidesat af registrering i personbogen.

Heroverfor anførte jeg på vegne af kærende, at der ikke foreligger hjemmel for forvaltningen til at indføre et særskilt pantsætningssystem for betalingsrettigheder i dansk ret, og at kvalifikationen af betalingsrettigheder ved pantsætning af disse derfor måske under de kendte pantsætningsformer i dansk ret.

Udover henvisning til professor emeritus Hans Helge Beck Thomsens artikel om spørgsmålet i TfL2015.255, et notat fra professor Lars Henrik Gam Madsen, ifølge hvilket betalingsrettigheder kan sidestilles med en kvote, blev der henvist til Østre Landsrets kendelse refereret i U2004.960 Ø, hvor løsørepant i tilladelser til opdræt af fisk på Færøerne kunne pantsættes efter reglerne om løsørepant.

Konsekvenserne af kendelsen 
I kraft af de fremførte synspunkter for landretten samt fremlæggelsen af NaturErhvervstyrelsens udtalelse, professor emeritus Hans Helge Beck Thomsens artikel fra Tidsskrift for Landbrugsret og professor Lars Henrik Gam Madsens notat har spørgsmålet om valg af den rette pantsætningsform foreligget så velbelyst for Vestre Landsret, at kendelsen må tillægges betydelig præjudikatsværdi med den reservation, der følger af, at spørgsmålet ikke har været forelagt Østre Landsret og Højesteret.

Kendelsen har vidtrækkende konsekvenser for landets pengeinstitutter. De har som hyppige marginalpanthavere i landbrugsejendomme oftest sikret sig yderligere ved pant i betalingsrettighederne, så muligheden for at sikre en samlet overgang af samtlige landbrugsbedriftens aktiver i tilfælde af et økonomisk sammenbrud er optimeret.

Disse mange pantsætninger af betalingsrettigheder, der er blevet sikret ved denuntiation af pantsætningserklæringer til NaturErhvervstyrelsen, må efter kendelsen anses for at være uden retsvirkning. Det gælder således i forhold til godtroende aftaleerhververe, hvad enten der er tale om købere af betalingsrettigheder eller andre panthavere. Herudover er pantsætningerne nok så væsentligt uden retsvirkning i forbindelse med de mange økonomiske sammenbrud i landbruget de senere år. I de mange konkursboer, hvis afslutning har afventet afklaring af retstilstanden, er konsekvensen, at værdien af betalingsrettighederne må anses for et frit aktiv.

For den del af den finansielle sektor, der er involveret i landbrug, må man anbefale, at pant i betalingsrettigheder af blot nogen værdi tinglyses, da muligheden for at kunne sikre en overdragelse af betalingsrettighederne sammen med den dyrkbare jord er af væsentlig betydning ved overdragelse af landbrugsbedrifter.

For alle kreditorer med tilgodehavender hos landbrugsvirksomheder åbner retstilstanden mulighed for, at de nu kan sikre deres tilgodehavender med første prioritet i betalingsrettighederne, så længe der ikke er tinglyst pant i disse. Der er næppe krav om iagttagelse af nogen sikringsakt ved tinglysning af udlæg i betalingsrettigheder, hvilket som ved udlæg i andet løsøre kan skabe usikkerhed om prioritetsstillingen fremover.

En del af de pengeinstitutter, der har fæstet lid til NaturErhvervstyrelsens hidtidige vejledning med angivelse af, at en betalingsrettighed er en simpel fordring, og derfor har anvendt denuntiation som den relevante sikringsakt, vil lide tab. I den forbindelse opstår spørgsmålet, om der foreligger et offentligretligt ansvar for de tab, der lides, som følge af indholdet af de hidtidige vejledninger.

En lang række af de øvrige spørgsmål vedrørende retsvirkningerne af pantsætning af betalingsrettigheder og transport i støttebeløb, som er omtalt i den seneste juridiske litteratur herunder Hans Helge Beck Thomsens bog ”Brugspant” og flere artikler i Tidsskrift for Landbrugsret består fortsat. Herunder spørgsmål om betydningen af pantsætningen af betalingsrettigheder for retten til at ansøge om og oppebære støtte ved økonomiske sammenbrud samt mulighederne for at træde til og realisere et pant i betalingsrettigheder.

Ved spørgsmål til ovenstående, herunder fremgangsmåden i forbindelse med tinglysning af pant i betalingsrettigheder, kontakt Lars Hjortshøj Nielsen.