Mød en stud.jur.

Stud.jur. Frederikke Møhl Krogh

Frederikke Møhl Rogh

Praktisk perspektiv i selvstændige rammer
I maj 2016 betrådte jeg første gang Åboulevarden 13. som stud.jur. hos DELACOUR i Aarhus. Her sidder jeg i afdelingen for Rekonstruktion og Konkurs. Arbejdsopgaverne varierer meget, men en typisk arbejdsuge indeholder blandt andet konkursbehandling, møde med ansøger i gældssaneringssager, udarbejdelse af juridiske notater og søgning efter relevant litteratur.

Ansvar og åbne døre
Det blev hurtigt klart, at der bliver stillet høje krav til mig hos DELACOUR. Faglighed er en selvfølge og selvstændighed er et krav. Det betyder, at jeg har ansvar for mine egne gældssaneringssager, hvor jeg har den primære kontakt med ansøger og udarbejder selve gældssaneringsforslaget. Jeg udarbejder også stævninger og udkast til eksempelvis kæreskrift.

Selvom jeg har mine egne opgaver, er der også plads til tæt sparing og samarbejde med mine kollegaer. I min afdeling arbejder vi for åbne døre, så det er nemt at få vejledning og råd. Det er min oplevelse, at både fuldmægtige, advokater og partnerne aldrig har for travlt til at vende de juridiske spørgsmål jeg står over for. Sammensmeltningen af sparring, selvstændighed og ansvar er noget af det jeg værdsætter allermest ved DELACOUR.

Større indsigt – bredere netværk
Jobbet som stud.jur. sætter min teoretiske viden i praktisk perspektiv. Arbejdet med rigtige klienters ønsker og behov, styrker min faglige forståelse og giver større indsigt i de juridiske problemstillinger, vi diskuterer på universitetet. Mens jeg udvikler mig og bliver klogere, giver mit arbejde hos DELACOUR også adgang til et bredt netværk. Vi er mange studerende på kontoret, og vi har et godt fællesskab på tværs af fagområder. DELACOUR tager hensyn til, at jeg er studerende, hvilket gør det muligt at balancere studie og arbejde på samme tid.

Hvis du vil vide mere om, hvordan det er at være stud.jur. hos DELACOUR, er du meget velkommen til at kontakte mig. Du kan se mine kontaktoplysninger her.