Har bygherren ret til dagbøder, når entreprenøren ikke overholder tidsplanen?

 

Retten til dagbøder ved forsinkelse forudsætter, at der er en aftale herom imellem parterne.

Det er sædvanligt at aftale dagbøder i entreprisekontrakter - såvel i privat som i erhvervsmæssigt regi, og aftaler om dagbøder angår ofte både overskridelse af mellemfrister/delterminer og overskridelse af den ultimative afleveringsfrist.

Dagbøder fastsættes i praksis ofte til mellem 1 og 2 promille af entreprisesummen pr. arbejdsdag.

Hvis entreprenøren ikke overholder en dagbodsudløsende frist, og hvis entreprenøren ikke har ret til fristforlængelse, har bygherren som udgangspunkt krav på dagbøder. Der stilles dog strenge krav om, at bygherren skal reklamere over for entreprenøren, klart, tydeligt og straks der er udsigt til forsinkelse. Bygherren skal desuden følge op på sin reklamation ved løbende (skriftligt) at gøre entreprenøren opmærksom på, at han ikke agter at give afkald på sit dagbodskrav.